Ny chef for Holbæk Byforum

PRESSEMEDDELELSE

Holbæk den 3. september 2019

Ny chef til Byforum

Den 25. oktober har Fabiana Hartkorn Giraldi sidste arbejdsdag som chef for Byforum. Hun afløses af Jan Vestergård, som tiltræder den 1. oktober 2019.

Fabiana Hartkorn Giraldi har været chef for Byforum siden august 2017, men vælger nu at indgå som partner i kommunikations- og coachingvirksomheden Mennesker I/S.

”Det er med stor glæde og en masse sommerfugle i maven, at jeg nu tager fat på et nyt kapitel i mit arbejdsliv – men også med en vis portion vemod, da jeg samtidig slutter et kapitel, som jeg har været glad for. Mine godt to år som chef for Byforum har været lærerige, travle, sjove og givende, og jeg tager mange værdifulde erfaringer med mig”, udtaler Fabiana.

Byforum hører under Holbæk Erhvervsforum, og her udtaler direktør Kenny Jensby:

”Vi har været glade for samarbejdet med Fabiana, som i særlig grad har styrket vores kommunikationsindsats og mange arrangementer, som har givet liv i byen. Vi ønsker hende held og lykke som selvstændig, og glæder os over, at hun har indmeldt sin nye virksomhed i vores organisation, så vi fortsætter relationen. Vi er glade for, at Fabiana har orienteret os i god tid, for det har medvirket til, at vi i fred og ro har kunnet finde en ny og velegnet afløser som chef for Byforum”.

Ny mand i chefstolen bliver Jan Vestergård, der kommer fra en stilling som kædechef hos NEYE. Jan Vestergård har en solid uddannelse og karriere indenfor detailhandel med fokus på salg. Han bor med sin familie i Regstrup, og kender derfor Holbæk indgående.

Formand for Byforum, Jan Thomassen udtaler:

”Det glæder mig meget, at vi har kunnet tiltrække en erfaren detailmand til jobbet som ny chef for Byforum. Detailhandlen er udfordret af stigende nethandel, så det er værdifuldt for vores medlemmer, at de fremover kan trække på de mange faglige kompetencer, som Jan Vestergård er i besiddelse af”.

Jan Vestergård, som laver en flyvende udskiftning med Fabiana i den forstand, at de er sammen de første tre uger, glæder sig over sin nye udfordring:

”Jeg glæder mig meget til at arbejde for ”min by” og bruge min uddannelse og erfaringer. Siden jeg var 15 år, har jeg arbejdet i detailhandlen, så jeg kender både muligheder og udfordringer indefra i branchen. Jeg har meget på hjerte og tror fuldt og fast på, at Holbæk også i fremtiden har store muligheder som en stærk handelsby – på trods af den stigende nethandel og konkurrence fra andre byer og centre. Kvalitetsvarer – høj service og attraktive oplevelser trækker folk væk fra skærmen og ud i byen og ind i forretningerne. Den mulighed ser jeg frem til at arbejde for sammen med de mange medlemmer af Byforum. Jeg vil ikke selv sidde ret meget bag skærmen, men har en ambition om at være synlig og i tæt kontakt med forretningerne, og jeg håber, jeg kan bidrage til at øge tilslutningen betydeligt”, slutter Jan Vestergård.

 

For yderligere information, kontakt venligst:

Jan Thomassen, 40 14 43 41

Kenny Jensby, 24 45 00 73

Fabiana Hartkorn Giraldi, 26 83 26 79

Jan Vestergård, 29 23 90 08