Jul i Holbæk Midtby

Hyggelige juleoplevelser i december.

Holbæk Byforum har planlagt en masse hyggelige juleoplevelser til dig og din familie i december. Den 24. november blev hele Holbæk Midtby lyst op af eventyrlige julelys og det smukkeste juletræ. Dermed markerede vi begyndelsen på en december, der bliver fuldt af julestemning i byens gader. Talentfulde musikere kommer til at gå rundt i bymidten og spille julejazz og andet julemusik. I år venter julemanden ikke til den 24. december inden han besøger byen. Han kommer nemlig forbi hver fredag i december for at hilse på alle byens søde børn. Med sig har han sine gøglernisser og sit frække rensdyr, der gerne vil lave sjov og balade med jer. Vi kan også glæde os til muligheden for at komme helt tæt på julemandens rensdyr. To lyslevende rensdyr kommer flere gange til Holbæk i julemåneden. Ikke kun ude på byens gader, men også inde i Æglageret finder I hyggelige juleoplevelser i december. I samarbejde med Æglageret, har Holbæk Byforum arrangeret et engleværksted, hvor vi sammen kan lære at lave de smukkeste engle, som kan pynte derhjemme.

Find alle månedens aktiviteter i vores aktivitetskalender eller få overblikket her.